Ung købmand tjener millioner i by med 500 indbyggere
Vi hører om det gang på gang.
I alle afkroge af landet.
Små, lokale købmænd, der kæmper for at holde skindet på næsen og butikken åben i de små byer og landdistrikter. Nogle forgæves.
De senere år har en lang række dagligvarebutikker rundt om i landet – også i Nordjylland – måttet opgive ævred, skriver Nordjyske.
Kunderne er for få, omkostningerne for store, og avancerne for små.
Men i et vindblæst hjørne af Nordjylland har en ung købmand gjort noget, som nærmest synes at trodse enhver logik. Som lugter langt væk af godt, gedigent købmandskab.
Fire år i træk
I byen Østerild nordøst for Thisted åbnede Matias Paaske for seks år siden Min Købmand. Og han har ikke set sig tilbage siden.
Et nyt regnskab fra Min Købmand i Østerild viser et overskud efter skat på 1,8 millioner kroner. Det er fjerde år i træk med millionoverskud i Matias Paaskes købmandsbutik, som er byens eneste.
Og dermed et vigtigt aktiv for byens lidt over 500 indbyggere.
At prale med de pæne regnskaber har Matias Paaske for vane at afholde sig fra, men hans succes er ikke gået ubemærket hen. Tilbage i 2019 vandt han titlen som årets købmand i Dagrofa, som står bag Min Købmand-kæden.
Begrundelsen var blandt andet, at Matias Paaske driver ”en bundsolid forretning” og gør ”en bemærkelsesværdig forskel i sit lokalsamfund.”
Løbende forbedringer
Prismodtageren selv erklærede sig stolt. Og han pegede på flere tiltag i butikken, som havde været med til at skabe succesen.
Blandt andet indførelsen af elektroniske hyldeforkanter, så personalet ikke skal bruge tid på at løbe rundt og rette priser hele tiden.
Efterfølgende har Matias Paaske flere gange udvidet og udviklet sin forretning. Seneste tiltag var i efteråret 2022, da han var en af de første til at indføre Min Købmands nye nærhedskoncept.
Det er et lokale i butikken, som er indrettet til, at kunderne kan få adgang til borgerservice, digital lægekonsultation og andre offentlige ydelser.
- Det er især vores ældre borgere, der kan synes, det er langt og besværligt at tage ind til Borgerservice i Thy. Og så vil de hellere have hjælp af vores personale, som de jo kender i forvejen, udtalte Matias Paaske til Nordjyske i forbindelse med indførslen af konceptet.
Købmænd, der forsvinder
I landets helt små byer er hver tredje dagligvarebutik forsvundet over de seneste 10 år.
Udviklingen har altså stået på længe, men tog yderligere fart under inflationskrisen, da forbrugerne måtte holde på pengene, og købmændenes omkostninger til blandt andet energi skød i vejret.
Men flere steder i landet forsøger borgere at afværge udviklingen. Blandt andet med såkaldte borgerbutikker, hvor man køber en anpart i dagligvarebutikken.
Den slags butikker er der over 100 af.
Også andre kreative metoder tages i brug for at bevare en lokal dagligvarebutik. Eksempelvis i Uvelse i Nordsjælland, hvor byens godt tusind indbyggere er gået sammen om en ubemandet containerbutik med de mest gængse dagligvarer.
Betydningen af en købmand
En dagligvarebutik har stor betydning for lokaludviklingen og sammenhængskraften, vurderer Landdistrikternes Fællesråd.
- Flere købmænd spiller en stor rolle i den lokale udvikling, som går langt ud over blot at sælge dagligvarer. Hos købmanden mødes man i det daglige og vender stort og småt, ligesom landsbykøbmanden ofte er både apotek, posthus og dagligvarebutik på samme tid. Derfor er landsbykøbmanden en helt vital del af landsbyernes fremtid, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Hos ejendomsmæglerkæden Home lyder det, at den lokale dagligvarebutik er et betydeligt aktiv til at holde folk boende og til at trække nye folk til.
- En lokal købmand er en grundpille for en by – som en skole og busrute også er det. En dagligvarebutik er et aktiv for alle, uanset alder, og styrker sammenholdet i byen. Vi ved, at en levende by er noget, der holder på folk og trækker tilflyttere til, siger Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent og talsperson i Home.